Förstora eller Förminska
Nyckelord/Keywords
Nyckelordsök
Fritext/Free text
Sök/Search:
Grönland

Konference præget af aha-oplevelser og sprogbarrierer

En snes Grønlændere tog til Göteborg for at deltage i NVLs nordiske konference 14.-15. marts. Her mere end tre måneder efter, retter tre af deltagerne igen øjnene mod konferencen. For hvad fik de ud af deres nye viden, og har de omsat det konkret i deres arbejdsliv?
Lone Jørgensen Frank ses her med den 70-årige værkstedslærer Andreas Sanimuinaq, der fremstiller ægte østgrønlandske trommeskind lavet af isbjørnemave. Samtidig er han en fænominal trommedanser.
Lone Jørgensen Frank ses her med den 70-årige værkstedslærer Andreas Sanimuinaq, der fremstiller ægte østgrønlandske trommeskind lavet af isbjørnemave. Samtidig er han en fænominal trommedanser.

Lone Jørgensen Frank bor og arbejder i byen Ittoqqortoormiit i Nordøstgrønland, hvor indbyggertallet ligger på omkring 500 mennesker. Foruden at undervise i folkeskolen, er hun daglig leder af byens Piareersarfik (Vejlednings- og uddannelsescenter for voksne i Grønland), hvor hun står uden kontorfolk. Det betyder, at hun alene vejleder byens borgere og varetager administrative opgaver som indeberetninger og SU-ansøgninger. Hendes forventninger forud for den nordiske konference i Göteborg havde derfor særligt fokus på faglig sparring.
”Jeg forventede at møde ligesindede kolleger, som jeg kunne udveksle erfaringer med, og så håbede jeg på at blive en del af et netværk og få nye ideer,” forklarer Lone Jørgensen Frank. Der gik ikke mange øjeblikke, før hun fik en færøsk sparringspartner, som hun sidenhen har haft kontakt med. Samtidig kom hun automatisk med i Nordisk Netværk, hvor hun nu modtager nyhedsbreve.
Fagligt gjorde især finske Raimo Vuorinen indtryk, der er Ph.D ved University of Jyväskylä og projektmanager i initiativet European Lifelong Guidance Policy Network. Han holdt et oplæg, der handlede om livslang læring i forbindelse med arbejdslivet, hvilket var meget indspirerende for Lone Jørgensen Frank.
”Hans faglige input var sød musik i mine ører, selvom han talte på et meget overordnet plan. Især lyttede jeg meget til den del, der handlede om struktur og dialog og om at tage personlige valg. Nogle af hans overvejelser angående familiers selvbevidsthed og individuelle processer kan jeg overføre til den struktur, der eksisterer, hvor jeg vejleder,” forklarer hun.
En anden aha-oplevelse var det islandske, private uddannelsescenter Idan.
”Os fra Nordøstgrønland føler os tætte på Island, fordi vi geografisk ligger tæt på, vi rejser via Island, og vi har islandske venner. Måske fandt jeg oplægget særligt relevant, fordi jeg kunne relatere til, hvad de sagde,” forklarer Lone Jørgensen Frank. Især hæftede hun sig ved vejledernes personlige  tilgang til klienterne, hvor den enkelte klient bliver tilknyttet den samme vejleder fra start til slut i forløbet.
”Tænk, hvis det kan lade sig gøre i Grønland. Det virker nogle gange tilfældigt, hvilken vejleder vores unge får, og de er heller ikke altid knyttet til den samme vejleder. Det vil jeg forsøge at ændre på,” siger siger Lone Jørgensen Frank.
Et tiltag, der helt konkret har set dagens lys efter konferencen, er en SMS-service, hvor de vejledningssøgende dag og nat kan sende en sms, hvis de har problemer, eller gerne vil bestille tid hos Piareersafik. Nærste morgen drøftes indholdet med den øvrige lærergruppe, og der bliver taget hånd om forespørgslen. En anden ændring er strukturen i forhold til visitationer, hvor der visiteres efter behov, og når motivationen er der, i stedet for at søge fast en eller to gange om året.

Den kulturelle udfordring

Fra Grønlands anden største by Sisimiut deltog Inunnguaq Lyberth, der ligeledes er centerleder i den lokale Piareersarfik. For hende var konferencen en kærkommen mulighed for at få et indblik i de kulturelle aspekter af vejledning. Flere af oplæggene omhandlede netop kultur. Blandt andet oplægget fra lektor og forsker ved Roskilde Universitet, Shahamak Rezaei, der fokuserede på kulturel divergens på arbejdsmarkedet og i uddannelserne. Samt oplægget fra svenske Michael Lindblad, der i sin forskning ved Umeå Universitet fokuserer på unge med udenlandsk baggrund og uden en gymnasieuddannelse.
”Jeg havde brug for et kulturelt indspark, fordi der er stor forskel på at vejlede i Sisimiut og i bygderne. Det har været svært for os at fastholde borgerne fra bygderne i uddannelse eller arbejde i,” forklarer Inunnguaq Lybeth.
Som et nyt initiativ, har Inunnguaq Lybeth og Piareersarfik indgået et samarbejde med den lokale højskole, hvor de låner 15 kollegieværelser, hvor studerende fra bygderne kan bo og gennemføre et uddannelsesforløb. På den måde er de alle samlet på ét sted, hvor der er gode faciliteter for social interaktion. Samtidig får de serveret tre måltider mad om dagen, så de er sikret mad, hvis uddannelsesstøtten slipper op.
”Vi håber på, at de kan opnå en fællesskabsfølelse. De nye ideer og tiltag er inspireret af de input, jeg fik fra kulturgruppen på konferencen,” fortæller Inunnguaq Lybeth.

Vigtig viden gik tabt i sprogbarrieren

For Ane Sophie Uldum, der er centerleder i Piareersarfik i byen Qeqertarsuaq i Vestgrønland, var konferencen en blandet fornøjelse. Hun havde ellers set frem til en masse gode oplæg fra fagfolk, da hendes uddannelse i vejledning ligger helt tilbage til 2001. Desværre havde hun svært ved at forstå de norske og svenske oplæg, og samtidig gik alt for meget viden og information tabt i oversættelsen.
Siden har Ane Sophie Uldum læst noter og referater fra konferencen, så hun har trods sprogbarrieren bragt brugbar viden med sig. Blandt andet fandt hun Raimo Vuorinens oplæg inspirerende og hæftede sig især ved, at medlemslandene i  European Lifelong Guidance Policy Network, som Raimo Vuorinens er projektmanager for, skal overholde en ungdomsgaranti, hvor alle unge under 25 år tilbydes et job af god kvalitet inden for fire måneder efter at have forladt skolesystemet.

Alternativ undervisning og vejledning

Centerlederne på alle 17 Piareersarfiit i Grønland fik mulighed for at deltage i konferencen i Göteborg, hvilket de fleste benyttede sig af. Lona Lynge, AC-fuldmægtig ved Departement for Erhverv, Råstoffer og Arbejdsmarked, var med til at arrangere turen til Sverige, og hun ser konferencen som et godt fagligt indspark.
”En del af centerlederne er i forvejen vejledere, så vi sendte dem afsted for at få ny viden og for at få genopfrisket den viden, de allerede har. Desuden kunne de etablere en sparring med hinanden i deres daglige arbejde,” forklarer Lona Lynge, der ligeledes deltog i konferencen i Göteborg.
I forbindelse med turen lagde de vejen forbi Danmark, hvor de besøgte VUC (uddannelsescenter for voksne. red) og et jobcenter i Lyngby Kommune. Her fik de en indføring i det daglige arbejde og håndtering af målgrupper. De hørte om ordblinde- og voksenundervisning, e-learning, og så blev der talt om unge med sociale problemer.
”Centerlederne fik mulighed for at se en alternativ måde at undervise og vejlede på, hvilket de vil kunne bruge som inspiration i deres daglige arbejde,” forklarer Lona Lynge.
Målet er, at næste store konference for vejledere skal holdes i Nuuk i 2014.

Publicerat 20.6.2013

Anne Roenne
E-post: anneroenne(ät)gmail.com

Kommentera

 Välkommen att diskutera artikeln på vår Facebook-sida!