Förstora eller Förminska
Nyckelord/Keywords
Nyckelordsök
Fritext/Free text
Sök/Search:
Grönland

Vejlederuddannelsen i Grønland opruster

Den fælles grunduddannelse for samtlige vejledningsområder i Grønland er unik og skal styrkes. Den seneste i rækken af ildsjæle, der skal sikre det, er Beth Krogh - leder af Center for Vejledning i Grønland (CVG).
"Lederen for Center for Vejledning, Beth Krogh, hylder, at vejledergrunduddannelsen er for alle faggrupper i Grønland."
"Lederen for Center for Vejledning, Beth Krogh, hylder, at vejledergrunduddannelsen er for alle faggrupper i Grønland."

På vejledergrunduddannelsen i Grønland er tværfaglighed en af grundstenene. Undervisere, fængelsbetjente, HK-ansatte og socialrådgivere udklækkes fra samme vejlederuddannelse, og netop tværfagligheden og bredden fremhæver Beth Krogh positivt. Hun er leder af Center for Vejledning i Grønland (CVG), der danner rammerne for vejledergrunduddannelsen.
”Vi vil have fat i alle vejledere uanset baggrund for at ramme så mange vejledningssøgende som muligt. Uagtet om de har en akademisk uddannelse eller ej, kan de bruge vejlederuddannelsens metoder og metodik. Så vi er slet ikke bange for, at uddannelsen bliver for bred,” forklarer Beth Krogh, der har ledet centeret siden 1. august 2012.
Både uddannelsen og CVG har eksisteret i 13 år og blev oprettet i en tid, hvor antallet af optagne på uddannelserne var lavt, mens behovet for at sikre en stabil brobygning mellem uddannelserne var stort. CVGs primære opgave var og er at uddanne fagpersoner, der til daglig arbejder med vejledning. Uddannelsen er pt. gratis og består af syv moduler med undervisning, selvstudie og praktik samt en afsluttende eksamen.

Vejledning opprioriteret

Indtil videre har CVG uddannet op mod 200 vejledere, og efterspørgslen er så stor, at ventelisten til uddannelsen har hobet sig op i løbet af de seneste år. For blandt andet at nedbringe den og for at opprioritere den generelle vejledning i Grønland, fik centeret for første gang nogensinde en daglig leder – Beth Krogh - for et lille år siden. Oprindeligt kommer hun fra Danmark, men har boet og arbejdet i Grønland i 27 år. I hendes arbejdsliv har vejledning og undervisning haft en særlig plads. Hun er uddannet vejleder og har arbejdet med vejledning i et årti, og derfor var det nærliggende for hende at blive leder for CVG.

Større økonomisk frihed

Da hun satte sig i lederstolen, var centerets økonomi så presset, at der kun var råd til at tilbyde de studerende fire moduler i løbet af et år.
”Jeg syntes ikke, det var spændende, hvis jeg skulle undervise i fire uger og flytte papirer rundt på mit skrivebord resten af tiden,” husker Beth Krogh.
Heldigvis havde hun ingen grund til bekymring, da der efter hendes ansættelse fulgte en ekstra bevilling på to millioner kroner, foruden de 2,6 millioner kroner som centeret i udgangspunktet modtager som årlig bevilling på Finansloven.
”Det er så dejligt, at vi har fået ekstra bevillinger, fordi det giver os mulighed for at oprette flere kurser og afvikle uddannelsen indenfor et skoleår. Men en overgang havde jeg så travlt, at jeg næsten ikke kunne stå oprejst,” fortæller Beth Krogh, der fremhæver, at årsagen til bevillingerne især skyldes det gode samarbejde med Selvstyret.
Udbyttet af de ekstra midler er, at 20 studerende begynder på uddannelsen til september, hvilket ikke lå i kortene for et år siden. Samtidig er køen til uddannelsen blevet nedbragt gevaldigt, så der nu kun står 15 personer på ventelisten. Som en ekstra gevinst har CVG efter flere forsøg fået godkendelse til at søge om AMA-midler (Arbejdsgivernes Arbejdsmarkedsafgift) for op til 1,3 millioner kroner. Den sum kommer alle de studerende på Vejledergrunduddannelse til gode, der ikke har en professionsbachelor – hvilket især er vejledere fra fængslerne samt HK-ansatte. Midlerne skal primært gå til rejser og ophold, da de studerende på uddannelsen kommer fra alle grene af Grønland. Det betyder i sidste ende, at der er flere midler til at afholde kurser for.

Drømmen er at samle vejledningen

Det økonomiske råderum giver luft til, at Beth Krogh kan fokusere på drømme og håb for vejledningens fremtid i Grønland. Som det ser ud nu er vejledning ikke en profession i Grønland, men Beth Krogh ønsker, at uddannelsen bliver niveausat. Det vil betyde, at de studerende får mulighed for at meritoverføre og dermed tage en diplomuddannelse i vejledning som overbygning i Danmark.
Beth Krogh mener, at der er god ræson i at bevare grunduddannelsen fremfor at gøre den til en diplomuddannelse, da den i så fald vil ramme for snævert. Langt fra alle ansøgere kan nemlig opfylde adgangskravene til en diplomuddannelse.
Samtidig ønsker hun at ændre den måde, som den individuelle kompetencevurdering af samtlige studerende fungerer på. Nu er kompetencevurderingerne kun tilgængelige internt i CVG, men Beth Krogh ønsker en forbindelse til arbejdsmarkedet, så arbejdsgiverne kan se, hvilke kompetencer de enkelte vejledere har eller eventuelt mangler i forhold til deres vejlederstilling.
Den helt store drøm er dog at skabe et stort videncenter for vejledning. Som det ser ud nu, er CVG placeret på Handelsskolen i Nuuk, men Beth Krogh argumenterer for, at CVG skal flyttes tæt på de øvrige uddannelser på Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, i Nuuk.
”Det skal være et center, hvor vi får vidensdelt, hvad vejledning og uddannelse er,” forklarer Beth Krogh.
Hendes idé er at placere alle vejledningsinitiativer under samme tag: CVG, grunduddannelsen og undervisningsaktiviteterne, projektet Uddannelseskaravanen, ansvaret for vejledningen i De Grønlandske Huse i Danmark, oplysningsportalen Sunngu.gl og diverse uddannelseskonferencer. Det endelige mål er at skabe mere aktivitet omkring vejledning, have plads til mere undervisning og stå stærkere i fællesskab.


Vejledning i Grønland

• I Folkeskolen har skolevejledere fokus på unge, der skal vælge en videregående uddannelse eller erhversuddanelse.
• Vejlederne ved Grønlands seks gymnasiale uddannelsessteder fokuserer på gennemførelsesvejledning og vejledning i forbindelse med videregående uddannelsesvalg.
• Brancheskoler og videregående uddannelsesinstitutioner har tilknyttede studievejledere.
• De Grønlandske Huse i Danmark vejleder grønlandske studerende, der studerer på videregående uddannelser i Danmark.
• Der eksisterer 18 regionale Piareersarfiit i Grønland, der fungerer som uddannelses- og vejledningscentre for alle borgere. Den primære målgruppe er borgere, der ikke længere er tilknyttet uddannelsessystemet eller arbejdsmarkedet. Piareersarfiit beskæftiger sig hovedsageligt med meritgivende kurser, overgangsvejledning, karrierevejledning, e-læring, erhvervsvejledning, uddannelsesvejledning, voksenundervisning og arbejdsformidling.
• Center For Vejledning i Grønland er et uddannelses- og kompetenceudviklingscenter for alle vejledere i Grønland. Centeret tilbyder vejledergrunduddannelsen, der er forankret i Finansloven. Uddannelsen består af otte moduler, ligesom det er muligt at tage fire overbygningsmoduler, der især fokuserer på karriere- og overgangsvejledning. Indtil nu har op mod 200 vejledere gennemført uddannelsen.

Blå bog: Beth Krogh

• Uddannelse: HD 2. del i 2012, hvor hun kun mangler hovedopgaven. Overbygning til Pædagogisk Grunduddannelse i 2009. Uddannelses- og erhvervsvejlederuddannelsen i 2008. HD 1. del i 2005. Pædagogisk Grunduddannelse i 1996. Bankassistent
• Arbejde: Leder af CVG siden 2012. Underviser og vejleder ved Handelsskolen i Nuuk siden 1995,
• Arbejdsopgaver: Beth Kroghs arbejdsopgaver som leder for CVG spænder vidt. Hun skal både udvikle CVG, koordinere uddannelser og kurser, markedsføre, tilknytte undervisere, tilrettelægge og administrere driften, sikre at målsætningerne opfyldes i forhold til lovgivningen, synliggøre centerets økonomi, tage sig af ad hoc-opgaver samt undervisning.

Publicerat 1.8.2013

Anne Roenne
E-post: anneroenne(ät)gmail.com

Kommentera

 Välkommen att diskutera artikeln på vår Facebook-sida!